2. GENERATION: Siden barndommen har Joyce Kaiser været påvirket af to stærke mænd: Sin fynske far og Vorherre

Helt derude, hvor end ikke mågerne fra Michigansøen kan finde hen, bor Joyce Kaiser sammen med sin mand Roger.

Området hedder Sturtevant og ligger vest for provinsbyen Racine i den amerikanske stat Wisconsin.

Joyces hus ligger som kastet ned fra himlen på den åbne prærie. Hun er født i det hus, der ligger lige ved siden af, og hvor hendes bror John stadig bor.

Ingen af de to kunne drømme om at flytte fra dette Barndommens Land, hvor der er så højt til himlen.

Heller ikke selv om motorvejen for to årtier siden pløjede sig gennem området og skar vejen dertil i to ulige stykker, så beboerne herude blev endnu mere afsondrede.

Ikke et øje er at se på disse kanter.

Slet ikke på en søndag som i dag, hvor der er gudstjeneste i familiens kirke.

Så hører man ikke Joyces latter eller Johns muntre snak. Kun Joyces mand Roger er hjemme for at sørge for den traditionelle søndagsmiddag.

Roger har haft køkkentjansen i 13 år, eller siden han mistede sit job og sin pension og måtte slå sig til tåls med at gå derhjemme.

I dag står menuen på bagte kartofler med smør og cremefraiche, kød og de obligatoriske bønner. Og når højmessen er forbi, vil han servere det hele for den nærmeste familie, der ud over Joyce og John tæller de to voksne børnebørn Aaron og Danielle.

Op under hvælvingerne

En dansk salme starter dagens messe i den nye, moderne lutheranske kirke, Emmaus Lutheran Church, hvor familien er kommet hver eneste uge i tre generationer. Grundtvigs "Den signede dag" er for længst oversat til engelsk af Gerald Thorson og indgår nu som en af flere nordiske salmer i den lutheranske sangbog.

Joyce sidder som altid ved orglet oppe under hvælvingerne, hvor hun i timevis har varmet op sammen med koret.

Den lille tætte kvinde fylder ikke meget foran det store instrument, og hun har som sædvanlig lånt barnebarnet Aarons høje sko for at kunne nå at træde pedalerne.

Hendes spil er delvist selvlært, efter at hun opgav at følge de private undervisningstimer, da hun i ungdommen mødte Roger. I årevis var hun vikar for kirkens faste organist, men da han en søndag for 25 år siden fik et slagtilfælde og døde midt under gudstjeneste - og mens han stadig sad foran orglet - overtog hun hans plads.

Joyce stråler som en sol. Vipper i takt med benene, der ikke tilnærmelsesvist når gulvet.

Elsker sådanne morgener, hvor nattens regn stadig hænger som dug over græsset foran kirken, der denne dag er pyntet med røde blomster.

Elsker at holde øje med, at John finder sin faste plads i menigheden, hvor han ser den ene familie efter den anden komme sivende.

Den skandinaviske menighed har eksisteret i 150 år, det er den ældste lutheranske kirke i byen, og her er også mange danske udvandrere i tidens løb blevet døbt, konfirmeret, gift og begravet.

Og selv om kirken denne søndag ikke er helt fyldt, er antallet af sognebørn stort nok til at gøre enhver dansk præst misundelig.

Joyce vender sig om på bænken og læner sig lyttende frem for at høre pastor Marys jublende tale, der hilser Herren med store armbevægelser.

Dansk gudstjeneste

I dag bliver der talt dansk i kirken, men også spansk, fransk og tysk. Det er præstens forsøg på at illustrere Bibelens fortælling om, at Gud gav menneskene forskellige tungemål.

Indslaget er en undtagelse, og Joyce forstår ikke et ord, selv om hun er en dansk mands datter.

Joyce har før hørt en dansk prædiken. En gang var hun til gudstjeneste i København. Det var i 1997, hvor hun besøgte landet sammen med en veninde. Og mens hun i forundringen over de tomme stole sad og ventede på, at koret skulle bryde ud i den sædvanlige jublende gospel, faldt veninden i søvn på bænken.

Joyce gav hende en albue i siden efterfulgt af et hviskende "shame on you", selv om hun godt kunne forstå det.

Gudstjenesten var lammende kedelig, syntes hun.

Præstens monotone prædiken efterlod hende med et stænk af ligegyldighed og frustration.

Sådan var det ikke i hendes barndom, hvor gudstjenesten om søndagen var ugens højdepunkt. En festlig begivenhed, der begyndte allerede lørdag aften, før man skulle i seng, når man fandt sit pæne tøj frem og pudsede sine sko.

Det festlige forsøger Joyce stadig at holde fast i. Det er derfor, søndagsmiddagene tangerer det rituelle.

Ligesom dengang, hendes far levede, går middagen i dag heller ikke stille af.

Så snart de er tilbage i huset på prærien, pjatter og griner de to piger - Danielle og Aaron - over almindeligheder. Ugens hændelser, fælles minder og de kælenavne, som Danielle er en mester til at finde på.

Det er tydeligt, at Joyce nyder det liv, pigerne bringer ind i huset.

Rynkerne har for længst formet hendes 69-årige ansigt blødt og mildt, men i dag virker det som om, det får et par ekstra tankestreger, der går helt tilbage til dengang, hun var barn.

Ingen penge til billetten

Joyce og John voksede op hos en danskfødt grovsmed af en far, der hed Laurits Demant og var kommet til byen som 17-årig.

Laurits var den hårdføre type, der ikke var bange for noget. Egentlig var han emigreret til Canada som 14-årig, men af grunde, som ingen længere husker, vendte han tilbage til det stråtækte barndomshjem i sin fynske landsby allerede året efter.

Tre år senere pakkede han atter drømmene ned i en kasse for at tage af sted.

Han stod på Københavns Havn med de godkendte immigrationspapirer i hånden, men uden penge til rejsen, da en lommetyv kom forbi og stjal hans tegnebog.

- Men far var ikke sådan en, der stod tilbaage for nogen. Han satte efter tyven, indhentede ham, og bragte ham ind til politiet. Her blev de så glade for at have fået fat i netop den eftersøgte tyv, at de spurgte, hvad de kunne gøre til gengæld. Og så fik han penge til båden.

De milde blå øjne i Joyces runde ansigt løber næsten over, mens hun fortæller historien, hun selv har fået fortalt så mange gange. Så dykker hun længere ned i familiens historie.

Fortæller, at tilfældet blev ved med at råde på faderens færd mod det forjættede Amerika.

Da han efter mere end en uges rejse stod i køen ved Ellis Island i New York, hvor alle de fattige emigranter dengang kom ind, og myndighederne spurgte de ankomne, hvor de var på vej hen, anede han ikke, hvad han skulle sige.

- Racine, svarede en mand, der stod længeree fremme i køen, og da det bagefter blev Laurits' tur, svarede han som på kommando.

- Racine!

Sin fremtidige kone fandt Laurits også ved et tilfælde, da han i årene efter sin ankomst arbejdede som smed.

Arbejdsgiveren var dansk og hed Sorensen. Han var en mand af samme støbning som den tætte fynbo, og Sorensens datter Clara faldt for Laurits' utæmmelige natur.

Længslen efter Fyn

Laurits blev i Racine alle sine dage, men Joyce kan huske to gange, hvor han blev grebet af længslen efter Fyn og Danmark.

Første gang var i løbet af Joyces barndom, da hendes fynske farmor og farfar kom til Racine for at slå sig ned. Det blev ikke til noget, for farfaderen blev syg, og de rejste hjem igen.

Anden gang var i 1957. Laurits havde længe ønsket at rejse tilbage til Danmark for at besøge sin familie, som han ikke havde set, siden han steg på båden til Amerika. Det blev et gensyn ud over det sædvanlige.

Først den dag hans ventende hustru og børn var på vej ud af døren til Chicago for at hente ham i lufthavnen, ringede han hjem fra Danmark.

- I behøver ikke at hente mig i dag, for jeeg er altså ikke rejst endnu, lød Laurits lykkelige stemme over telefonen.

Måske havde han på fornemmelsen, at det ville blive hans sidste besøg derhjemme.

Bryllup næsten afblæst

Allerede et par år tidligere var Laurits' helbred begyndt at drille. Øjnene blev mærkbart dårligere.

Det var i efteråret 1955, og 20-årige Joyce havde for længst sat datoen for sit bryllup med Roger Kaiser.

Men da hun ville føres til alters af sin far, var hun ved at afblæse hele festen, inden Laurits langt om længe fik en tid på sygehuset og fik synet opereret.

Operationen viste sig at gå fint, men da Laurits var tilbage i topform, var bryllupsdatoen fortvivlende tæt på. I kjoleforretningen rystede de på hovedet, da den forpustede Joyce ankom sammen med sine tre brudepiger og bad om at se deres udvalg.

Der var hverken tid til at lægge op eller sy ind. Kun som ved et under skete det, at der præcis samtidig kom en afbestilling af fire kjoler, der passede Joyce og hendes tre veninder perfekt.

Lykkeligt smiler hun fra bryllupsfotoet. Kjolens blonderede bådudskæring skyller hende frem i et hav af tyl ved siden af Roger.

Joyce fik både sin far og sin smukke kjole med på sin store dag. At brudenatten foregik på en divan hos svigerinden, fordi Roger var taget på jagt, fortæller de strålende unge øjne på billedet intet om.

Familiens opdeling

Joyce vil gerne tilbage til Danmark endnu engang. Elsker alt, der har med Danmark at gøre, siger hun, men erkender, at det nok udelukkende skyldes, at hendes elskede, kompromisløse far kom derfra.

Foreløbig kommer hun dog ikke af sted, siger hun. Hun har ingen at rejse med.

De to blå øjne trækker vand, men det forsøger hun at skjule. Hun rejser sig fra bordet for at udføre et af sine søndagsritualer: Fylder et par poser med sine hjemmebagte småkager, inden hun henter sin slunkne husholdningspung for at give de to børnebørn nogle ekstra penge at klare sig for i den kommende uge. Til hun ser dem igen.

Joyce forsøger at lappe børnebørnenes liv sammen med sine små trøstpræmier, men det er svært. Hendes egne to døtre kan ikke længere være i stue sammen.

Den ene datter er gift med en afroamerikaner og den anden med en racist, og siden de to forskellige konstellationer blev indgået, har familien aldrig været samlet.

Med et sjældent tomt blik forsøger hun at overbevise de andre om, at sorgen ikke har fyldt hende.

At han nu gør det godt, ham svigersønnen med det indskrænkede menneskesyn, som er skyld i familiens opdeling. Han er arbejdsom, fortæller hun. Datteren bor i et stort hus, de har en god økonomi.

Joyce afbryder sig selv for at genoptage den pjattede jargon om spisebordet, som har været der, siden hendes far levede.

Hun kigger mildt på sin 82-årige bror, der er næsten lige så rap i replikken som sin lillesøster. I dag scorer han på at kunne tale dansk.

- Fy for pokker, siger han igen og igen og høster det ene mere tårevædede bifald efter det andet.

- Det var ikke sjovt at vokse op som lillessøster til tre store brødre, der alle var ligesom han, siger Joyce og nikker.

- Men selv om han godt kunne have undet migg en bedre barndom, har The Lord givet mig et godt liv.

Hun bryder ud i en smittende latter. Der er stadig stille over prærien.

Sådan er livet i Sturtevant vest for Racine.

I huset, der ligger så øde, at end ikke mågerne kan finde det.